Machine

Machine – Roman
71 sider
Samleren, 2006
ISBN: 87-638-0436-0
Omslag: Marianne Bisballe

Machine

Machine er historien om en dråbe olie, der engang var hjerte i brystet på en lille urhest. Senere bliver den raffineret til benzin, forbrændt i en bilmotor og forvandlet til udstødningsgas. Samtidig fortælles historierne om Djamolidine/Jimmy og Clarissa, hvis skæbner på særlige punkter krydser oliedråbens. Bogen handler også om forandringer, bakterier, cykelløb, mormoner, trepanering, døden, opremsninger og meget andet.

Den konkrete smule materie, der angår os her, har som alt andet eksisteret siden det såkaldte big bang, men tidspunktet for denne dråbe benzins højeste grad af organisation, dengang den indgik i sin mest raffinerede struktur, var her på planeten, for 55 millioner år siden, i yngre eocæn, da den var en lille urhests hastigt bankende hjerte.

Machine – En i sandhed vidunderlig og drilsk fortælling, som vil blive en udfordring for litterater fremover at udlægge, men som også for den almindelige læser byder på en enestående og sjælden læseoplevelse … Peter Adolphsen har efter min mening aldrig været i bedre form end nu.

Berlingske

Der digtes med et højt oktantal og det glider i olie for spasmageren, som tager os på en lang og komprimeret rutsjetur … Resultatet er ikke afføring (tonen er altid sober hos Adolphsen, så vi mimer ham), men benzin, der speeder læseren op i de højere luftlag, hvor der ikke er nogen frelse i sigte, så man dratter ned og vågner mørbanket. Jeg tager gerne en tur til i Peter Adolphsens intelligente lirekasse, der skaber nye erkendelsesveje.

Jyllands-Posten

Fortæl mig et univers på 71 sider. Tak. Så er det bare med at tømme skuffen for alle de superlativer, der findes på vores smukke, danske sprog. Her skal jubles. For Peter Adolphsens ’Machine’ læses med forbløffelse over, hvor raffineret, hvor humoristisk litteratur kan være, når der sidder en forfatter med fuldkommen beherskelse af alle de virkemidler, man kan forestille sig, plus en håndfuld mere … Det er en meget stor litterær fornøjelse at bevæge sig igennem Peter Adolphsens helt unikke prosa, der ofte nok er blevet sammenlignet med Jorge Luís Borges og Peter Seebergs. Det bør man nu ikke, for Peter Adolphsen kan bare selv.

Kristeligt Dagblad

På én gang knasende tør og saftspændt – hurtigt læst og uendelig langstrakt. Mest af alt er den underfundig, opfindsom og vanvittig læseværdig … Peter Adolphsens fjerde bog er intet mindre end fantastisk!

Sentura

Jeg beordrer jer: Put straks Peter Adolphsens krystalklart syrede roman-trip ’Machine’ i jeres læsnings dovne maskinkaffe og se bogstavelige syner.

Weekendavisen

Som at spise et stykke petitfour, der har ligget i en ballepresser siden juratiden. Stærkere og mere koncentreret dosis litteratur findes ikke.

Femina

Fremragende fabulerende perle af en kortroman … lille af længde, men en af ånd stor, anderledes og original roman.

Bibliotekernes lektørudtalelse